Jeg synes det er vigtigt at skabe en nysgerrighed og undren hos mine børn, så de har lyst til at lære. Børn skal lære om alt hvad der er i deres og vores omgivelser.
Når jeg leger med mine børn, kan jeg lige så godt give dem nogle gode redskaber og begreber med på vejen. Jeg er meget interesseret i tal, så det har været naturlig for mig (og min mand) at være nysgerrige på ting fra den matematiske verden.
Hvordan kan jeg, som forældre, hjælpe mine børn til en bedre matematisk forståelse gennem leg.
Eller sagt på en anden måde:
Hvordan får jeg matematikken ind i legen uden at sige ”nu skal vi have matematik”.
Min motivation og mission med denne side er at give nogle af de ideer der har virket for os videre.
Mine erfaringer bygger alene på observationer/lege fra mine egne børn og hvad jeg har erfaret som matematiklærer, som jeg har været siden 2013.
Jeg har på ingen måder ønsket at pådutte mine børn, at de nu skal lære noget bestemt uden deres egen motivation er tilstede. Min opgave må, som forældre, være at skabe den motivation der skal til, for at have lyst til at lære. Når de begynder i skole, er det selvfølgelig anderledes, da der er nogle ting de skal lære. Men også her, er det i min rolle som forældre, vigtigt at skabe motivation for at lære.
Gennem mit lærerliv har jeg flere gange oplevet, at det kan være svært for forældre at vide hvordan de skal arbejde med talforståelsen/matematik derhjemme uden at dræbe børns motivation, da nogle børn kan have en blokering for matematik ”Jeg er ikke god til matematik”. Jeg håber, at I med denne side kan få ideer til hvordan man arbejder med matematik derhjemme.
Jeg håber du kan bruge en af ideerne herfra og få en forståelse for, at det ”bare” er måden du leger på/er nysgerrig på/hvilke spørgsmål du stiller og ikke om du har noget bestemt udstyr/materialer eller ved alt indenfor matematikken selv.
God fornøjelse!